Jeg har skrevet følgende indlæg om ”Fertilitetsbehandling & Familiedannelse” til Fertility Care, som arbejder for et meningsfuldt liv – med eller uden børn.
Vi ved det godt.
Det er ikke alle forundt, at opleve at få et sundt, rask barn lige når de ønsker sig det. Det er heller ikke alle forundt at opleve, at de kan blive gravide spontant og netop på det tidspunkt, hvor de føler sig klar til at få barn, blive forældre og stifte familie. Vi ved samtidigt, at det er meget få mennesker, der helt fravælger at få børn.
Jeg plejer at sige på baggrund af mangeårige erfaringer med at være jordemoder og psykolog med speciale i de psykologiske processer der knytter sig til reproduktive processer, at der er meget på spil, når det handler om at forsøge at få de børn og den familie, som vi ønsker os.
Der er tillige så meget, som der er ofte er usagt i det offentlige som private rum i forhold til alle de drømme mennesket kan have i forhold til ønsket om at blive forældre og stifte familie og dermed medvirke i at skabe en ny, næste generation i samfundet gennem reproduktion. Særligt er det min erfaring fra klinikken, at dette i mere private sammenhænge mellem familie og venner, er et emne der ofte opfattes privat, ømt, farligt at tale om og derfor forbudt at tage hul på.
Der opstår således stor risiko for, at de ufrivilligt barnløse efterlades i ensomhed i en særligt følelsesmæssigt krævende og sårbar tid med – ja meget på spil. Lykkes det nogensinde mon?
Hvordan er det lige man laver en baby?
Spørgsmålet er enkelt at stille. Netop dette spørgsmål stilles hyppigt af børn i børnehavealderen. De er ofte så naturligt nysgerrige efter at begynde at få viden om, hvordan de selv er blevet til; deres egen unikke tilblivelseshistorie. Hvorfra kom de? Hvordan blev de til? Fra hvem? Hvornår? Hvordan og hvorfor?
I vores voksne rækker ved vi godt, at det hele ikke er så enkelt som det lyder fra et barn, der blot er naturligt nysgerrig. Nogen gange skabes der en baby, uden at det skulle være sket og var ønsket. Nogen gange sker det, at der kommer flere end vi ønskede eller synes vi kunne overkomme. Nogen gange kommer der slet ingen. Nogen gange kommer der et barn, som vi ikke tror vi kan klare at tage hånd om. Nogen gange kommer der et barn, hvor forældrene ikke er i stand til, at tage vare på det, trods ønskerne om at kunne det er tilstede. Nogen gange sker det, at der laves en baby spontant mellem nogen, der ikke kan være forældre sammen og ikke er samboende og har et intimt liv sammen. Nogen gange sker der det, at barnet og forældreskabet er arrangeret mellem de voksne, der måske i øvrigt slet ikke har andet end det med hinanden at gøre. Nogen gange ønskes der børn, men de mistes inden de blev født.
Der er meget på spil. Der er meget forskelligt på spil og der er mange familieformer i dag, der fortæller os det faktum, at det hele ikke er helt så enkelt, som det spørgsmål børnehavebarnet stiller os; hvordan laver man en baby?
Faktum er, at det langtfra er så enkelt for alle at lave en baby. Vejen til at lave en baby kan være kompliceret og langvarig. Det kan for de ufrivilligt barnløse indbefatte måske endda mangeårige komplekse udredninger, indgreb og fertilitetsbehandlinger i et sundhedsprofessionelt system, hvor de som patienter samarbejder med de professionelle om at opnå den største sandsynlighed for at den reproduktive begivenhed rent faktisk sker i deres liv; at der efter en graviditet sker fødsel af et levende, sundt rask barn og dermed også fødsel af forældreskab og familieliv med børn, som det er så mange forundt at opleve.
Alle i fertilitetsbehandling kæmper mere eller mindre bevidst med større, fundamentale ønsker til livet og dem selv og erfaringsmæssigt i særdeleshed i langt større omfang end omgivelserne umiddelbart ser og anerkender dem for. Erfaringsmæssigt er der derfor udtalt behov for at psykosocial omsorg sideløbende tilbydes på lige fod med den mere medicinsk orienterede fertilitetsbehandling.
Reproduktive tab og traumer
Det er ikke alle mennesker forundt at opleve ukomplicerede, reproduktive processer. Nogen gange lykkes det at få barn, andre gange ikke. Det er ikke hele sandheden, at det kun nogen gange sker eller ikke sker.
En del gange indtræder der graviditet, men som ikke udvikler sig som den skal, det lille foster går til i de tidligere graviditetsmåneder og der kan komme komplikationer og tab i også de sene graviditetsmåneder. Barnet mistes, eller det kan få sygdomme eller der tilstøder komplikationer som for tidlig fødsel, væksthæmning eller komplicerede fødselsforløb, der bliver for overvældende for kvinden og parret.
Det er ikke enkelt.
Slet ikke for de mennesker der oplever dette og måske endda flere gange. Særligt her er der behov for, at den unikke fortælling de mennesker der oplever gentagne reproduktive tab og traumer og det at miste et barn, mødes og favnes med ordentlighed og omsorgsfuldhed fra alles sider; private som professionelle.
Det er umiddelbart så let ikke at kære sig om dette, hvis man selv har sit på det tørre og har fået de børn man ønskede sig. I klinikken har jeg mange terapier for kvinder og partnere som har alle disse oplevelser med sig, og som opsøger hjælp for at komme til at forene sig med det der er sket eller netop ikke skete, da de ønskede sig børn. Fagområdet er mangfoldigt, stort og kompliceret alene af den grund, at hver har sine unikke oplevelser med sig og kan opleve det meget forskelligt afhængigt af blandt andet af hvad de i øvrigt har med sig i livet af oplevelser og erfaringer, tab, svigt og relationer omkring dem.
Graviditet efter fertilitetsbehandling
Reproduktive sygdomme er hyppige og mere hyppige end vi almindeligvis antager og forholder os til. Derfor er der hyppigt behov for udredning og fertilitetsbehandling for at hjælpe enlige og par til at opnå graviditet og at få barn. Her hjælpes enlige og par i forhold til at forsøge at opnå ikke blot graviditet og barn, men også dermed til at opnå store livsdrømme. Dermed er fertilitetsbehandling ikke kun fertilitetsbehandling.
Hvis fertilitetsbehandling lykkes, kan der være behov for særlig opmærksomhed og støtte til overgangen mellem at have været patient på en fertilitetsklinik måske endda mangeårigt til at være gravid. Mange i omgivelserne vil umiddelbart spontant forvente, at der så er tale om at være normal gravid, men det føles erfaringsmæssigt ikke så enkelt og ligetil for alle.
Jeg ser en del i min psykologiske klinik, som trods fødsel af et sundt, rask og velskabt barn alligevel kommer for at få hjælp til at se tilbage på den tid, hvor de intenst kæmpede med alle udfordringerne med at forsøge at opnå graviditet. De fleste, der søger hjælp, føler sig følelsesmæssigt overoptagede af den tid, som de anvendte på at forsøge at få drømmen til at gå i opfyldelse, og kan beskrive at de ligesom ”hænger fast i tiden” og ikke synes, at kunne være tilstede og føle sig lykkelige med spædbarnet i deres favn. Det kan være kvinden som partneren der kan opleve dette, har jeg erfaret. Sådanne følelsesmæssige oplevelser og erkendelser er psykologisk smertefulde at gøre sig, midt i en tid hvor de ofte selv og alle i omgivelserne udviser forventninger til at de skal være lykkelige, for nu er barnløsheden løst og et overstået kapitel og lykken, barnet, er blevet til.
Det står i skærende kontrast til det vi også ved. Spædbørn er dejlige, men også krævende at være sammen med grundet der umiddelbare, mere omfattende behov for vores opmærksomhed, hjælp og følelsesmæssige reguleringsstøtte 24 timer i døgnet.
Det både vigtigt og godt at opsøge hjælp til at få bearbejdet perioden med opdagelsen af infertilitet og processen med at have gennemgået fertilitetsbehandling, selv efter fødslen af barnet for at minimere risikoen for, at denne måske emotionelle overoptagethed af en krævende periode med fertilitetsbehandling spænder ben eller skygger for udviklingen af relationen til det lille barn.
Terapi og samspilsbehandling er konstruktivt og hjælpsomt og kan frigøre og forløse et blik på barnet og relationen til barnet og til en selv som forælder. Jeg arbejder med at hjælpe med at bygge forældreskabet op rent psykologisk og følt indefra og følelsesmæssigt bearbejde tiden under fertilitetsbehandling. Dette er beskyttende og hjælpsomt for den relations- og tilknytningsudvikling der er i gang med barnet. Det er ikke skamfuldt at have behov for hjælp, det er ikke tabu. Det er derimod vigtigt tidligst muligt, at få hjælp til noget så vigtigt som forældre-barnrelationen. En sund forældre-barnrelation er en af de mest beskyttende faktorer for barnets udvikling.
Permanent ufrivillig barnløshed
Vi ved også godt, at det er ikke alle forundt overhovedet at få et barn. Der er mennesker, der mod deres vilje forbliver permanent ufrivillige barnløse.
Vi ved, at de kæmper med flere udfordringer end blot at skulle overveje at anskaffe sig en hund eller adoptere, som det ofte bliver forslået fra familie, venner og kollegaer. Smerten ved ikke at kunne opleve det, flest andre mennesker er forundt at opleve – forældre-barnrelationen til et barn man har skabt, er kompleks og der er tab forbundet hermed for den permanent ufrivilligt barnløse, som omgivelserne ofte ikke anerkender, fordi der er tale om et usynligt tab; tab af reproduktionsevnen og livsdrømme om at blive og være mor/far/familie med børn, som ikke er et fysisk konkretiseret tab af ”nogen” og derfor forbliver glemt og usynligt.
Det er ofte et længerevarende forløb, at arbejde med at sige farvel til de børn, som man ønskede sig, men aldrig fik. Men det er muligt i terapi at arbejde med dette på en måde, hvor nye livsperspektiver og livsmuligheder kan komme til syne. Det er aldrig for sent at tage hul på en sådan smerte.
Anna-Katherine Højland
Autoriseret klinisk psykolog. Specialist i klinisk psykologi. Jordemoder
Center for Familiedannelse